Om mig

Jeg er født i 1977 i det tidligere Tyske Demokratiske Republik (DDR) og flyttede i 1993 til Danmark, hvor jeg siden har boet og arbejdet. Måske netop erfaringen med at have bevæget mig mellem forskellige kulturer og livsvilkår har tidligt vækket min nysgerrighed på menneskers livshistorier, relationer og udvikling.

Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2010 og har siden videreuddannet mig som specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri (2018) og specialist i klinisk børne- og ungepsykologi (2025). Derudover har jeg en toårig terapeutisk efteruddannelse i Mentalization-Based Treatment (MBT) med børn og unge (2024), og arbejder også med Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR) (2025) i behandlingen af traumer og belastningsreaktioner.

Gennem mit arbejdsliv har jeg mødt mange børn, unge og familier i svære livssituationer. Det har styrket min overbevisning om, at udvikling og forandring bliver mulig, når mennesker mødes med både faglighed og menneskelighed.

Min tilgang

I mit arbejde er relationen altid det vigtigste udgangspunkt. Jeg tror på, at tryghed og tillid er forudsætningen for, at mennesker tør nærme sig det, der er svært — og dermed også for, at reel forandring kan finde sted.

Jeg møder børn, unge, voksne og familier med nysgerrighed, respekt og tålmodighed. For mig handler terapi og supervision ikke om hurtige løsninger, men om at skabe et rum, hvor der er tid til at forstå, opdage og udvikle sig i eget tempo.

Med faglig forankring og menneskeligt nærvær arbejder jeg for at skabe nye erfaringer af at blive mødt, forstået og støttet — fordi det ofte er her, håb, mod og varig forandring begynder.